Supernørd Musik og Teater Jagt MTB Tekstil Landbrug Golf De 4 årstider Heste

Andre timer

Når du kigger på ugeskemaet, og hvordan vores hverdag ser ud, vil du se en række andre timer end de traditionelle skolefag.  

Rengøring

Udover eget værelse har hver elev også ansvaret for et fællesområde. Det kan være et klasselokale, et toilet, opholdsstuen, at feje skolegården (dog ikke alene!) eller noget helt femte.Rengøring foregår imens, der er lærermøde, og efter lærermødet går lærerne ud og tjekker rengøringen.

Husmøde/kontaktgruppemøde

Hver anden uge er der husmøde mellem dem, der bor i hus sammen og deres huslærere, og hver anden uge er der kontaktgruppemøde. Det kan både være punkter fra elever og lærerne, der er på dagsordenen, men det er eleverne som skiftes til at være mødeledere.

Lektietime

I tidsrummet 18.15-19.15 læses der lektier. De fleste elever vil hver dag have lektier for, som det kan være godt at bruge denne time til at få ordnet. Der vil være 3 lærere til rådighed, og det er sædvanligvis sådan, at de to er i et klasselokale, og den 3. går rundt på værelserne og tilbyder sin hjælp.

Fredagsafslutning

Når ugen er slut, mødes vi i samlingssalen og synger et par sange. Vi gennemgår næste uges program, og slutter med at ønske hinanden god weekend.

Morgensang/fortælletime

Kl. 8.00 mødes alle elever samt de lærere, der skal have morgentime i samlingssalen. Vi starter med at synge en sang/salme, ofte en morgensang. Herefter siger vi godmorgen til hinanden, og der kan gives besked om vikarer, gæster på skolen, ændringer i undervisningen m.m. Vi slutter med at synge endnu en sang, som ofte er en årstidssang.
Herefter forlader lærerne og kokkeeleverne samlingssalen, og resten bliver tilbage til en lille kort fortælletime. Det er enten forstanderen eller en lærer, der forestår denne del, og indholdet er alt fra, at vi et par gange om ugen ser TV 2-nyheder, hører om de gamle nordiske guder, der bliver læst en klassiker, hører folkefortællinger, gennemgår musikkens historie m.m.

Motion

Selvom vi ikke er en gymnastik- og idrætsefterskole, så har vi alligevel en forventning om, at vores elever dyrker et vist minimum af motion. Derfor er der på skemaet afsat en motionstime, hvor der løbes, cykles eller rulleskøjtes en passende distance. Når eleverne bevæger sig på cykel eller rulleskøjter ude i trafikken i ”skolens tjeneste”, er de altid iført egen cykelhjelm og den udleverede sikkerhedsvest (som de får til ejendom). Ved gang eller løb er de iført sikkerhedsvesten.

Gymnastik

I de seneste par år har vi givet såvel rytmisk gymnastik som springgymnastik et tiltrængt løft. Dels ved at ansætte en springlærer og dels ved at indkøbe en del nye gymnastikredskaber, heriblandt en ”Teamtrack”. Det er vores mål, at eleverne oplever suset ved at gå ind på gulvet og lave en opvisning sammen, og endvidere at de oplever glæden ved at mestre forskellige spring.

Kalender