Formålet med undervisningen i matematik er, at du bliver i stand til at forstå og anvende matematik i sammenhænge, der vedrører dagligliv, samfundsliv og naturforhold. Analyse og argumentation skal indgå i arbejdet med emner og problemstillinger.
Undervisningen tilrettelægges, så du kan opbygge en matematisk viden og kunnen ud fra egne forudsætninger. Selvstændigt og i fællesskab skal dine kammerater erfare, at matematik både er et redskab til problemløsning og et kreativt fag.
Undervisningen skal give dig mulighed for indlevelse og fremme din fantasi og nysgerrighed.
I matematik arbejder vi med matematikkens rolle i en kulturel og samfundsmæssig sammenhæng. Med henblik på at kunne tage ansvar og øve indflydelse i et demokratisk fællesskab, skal du undervejs lære at forholde dig vurderende til hvordan matematikken anvendes.
Undervisning 8.-10. årgang
På dette trin kan eleverne i højere grad selvstændigt planlægge deres egne aktiviteter og faglige fordybelse i emner og områder. De kan på egen hånd og i samarbejde med andre tilegne sig nyt fagligt stof, og de kan arbejde med nye anvendelser af matematikken.
Beregning og tegning kan foregå ved hjælp af lommeregner og datamaskine. Arbejdet med emner og problemstillinger kan derved koncentreres om, hvordan matematikken kan bidrage til at belyse foreliggende problemer.
I det hele taget gælder det, at undervisningen står mål med folkeskolens på de tilsvarende niveauer.
Læs mere om matematik her.