elever ved bål på efterskole

Drømmer du om et efterskoleår fyldt med frisk luft, naturoplevelser, nye venner, udfordrende eventyr og masser af personlig udvikling? Så kunne Bråskovgård Efterskole & Fri Fagskole meget vel være noget for dig. 

På vores Outdoor-linje handler det om mere end bare at komme ud, og vi bruger naturen aktivt til læring, fællesskab og udfordring. Du får kompetencer, som du kan tage med dig og bruge, uanset om du påtænker en karriere inden for friluftsverdenen senere hen – eller du bare gerne vil tættere på naturen og færdes mere hjemmevant i den på egen hånd.

jagt i kano på efterskole

Hvad er Outdoor-linjen på BGE?

Outdoor-linjen på BGE er vores linjefag i friluftsliv, der giver dig færdigheder svarende til en form for junior-friluftsvejlederuddannelse. Her kan du glæde dig til et år med masser af aktiviteter, der sender dig både højt til vejrs og ud på dybt vand. Vi tager på shelterture, laver mad over bål, sejler i kajak, dyrker bushcraft, overnatter under åben himmel, udfordrer vores højdeskræk med klatring, og hvad vi ellers kan finde på af spændende eventyr. Først og fremmest lærer vi at planlægge og gennemføre ture og at færdes trygt og kompetent i naturen.

En efterskole med egen kajakklub, klatreklub med mere

På BGE har vi vores egen registrerede kajakklub og klatreklub. Det åbner op for, at du som elev på efterskolen kan tage et IPP2-havkajakbevis og et sikringsbevis til klatrevæg, som du kan bruge til at få adgang til klubber eller til planlægning af ture på egen hånd eller sammen med venner – også når efterskoleåret er forbi. 

Skolen råder over en hal med klatre- og bouldervæg, og udendørs har vi hele to skove, en hytte, to shelters og tre lejrpladser, som vi bruger meget i hverdagen. Der arrangeres mindst én længere tur i løbet af skoleåret, hvor vi prøver os selv af med flere overnatninger og rigtig får testet vores evner og rykket grænser, imens vi styrker fællesskabet.  

Når du er blevet fortrolig med brug af udstyr som telt, trangia og GPS, har du mulighed for at låne skolens grej i weekender og ferier – og dermed jagte eventyrene og de gode naturoplevelser udenfor skoletiden. Måske i selskab med nogle af dine nye venner fra efterskolen.

outdoor efterskole i jylland

Fysiske og mentale fordele – hvad gør naturen ved dig?

Et år på Outdoor-linjen på BGE handler ikke kun om at fylde rygsækken med sjove oplevelser og minder for livet. Det er uundgåeligt, at så meget tid i naturen ikke også udvikler dig som person på et både fysisk og mentalt plan. Du vil helt konkret opleve, at du bliver stærkere og mere udholdende for hver udfordring, men også at du styrker dine samarbejdsevner, dit overblik, din indre ro og din selvfølelse i mødet med naturen. På Outdoor-linjen har vi særligt fokus på:

Kropsbevidsthed og styrke

Hvis du ikke allerede er fysisk stærk, så bliver du det. Vandring, kajakroning, klatring med mere er alle fysisk krævende aktiviteter, der styrker kondition, opbygger muskelmasse og øger din kropsbevidsthed.

Planlægning, fleksibilitet og samarbejde

I naturen kan du ikke altid bare tage det, som det kommer. Det er vigtigt at kunne planlægge og tage ansvar, men også at kunne improvisere, være fleksibel og holde hovedet koldt. Især når du og dine kammerater står i en presset situation, der kræver, at I samarbejder og tør at træffe til tider usikre beslutninger.

Fællesskab

Fællesskabet på BGE’s Outdoor-linje er helt unikt. Det er intenst at skulle fungere sammen under primitive forhold i naturen og at støtte hinanden gennem de udfordringer, der venter på jeres vej – men det skaber også nogle af de stærkeste venskaber og fælles minder for livet.

Samhørighed med naturen

Det giver uundgåeligt et tættere forhold til naturen at overnatte i shelter, lave mad over bål eller sanke naturens spiselige skatte. Du oplever naturens kræfter på nært hold og får lov til at sanse dem med hele din krop, tilpasse dig dem og opdage nye sider af dig selv, som du ikke vidste, at du havde.

jagttur på efterskole

Hvad kan du bruge BGE Outdoor til i fremtiden?

Uanset om du drømmer om en karriere inden for friluftsliv eller ej, giver BGE’s Outdoor-linje dig ansvar, kompetencer og oplevelser, der rækker langt ud over skoleåret. Vælger du at tage IPP1 og 2 kajakbevis og sikringsbevis til klatring, åbner du døre til for alvor at dyrke din passion på hobbyplan eller at gøre den til din levevej i fremtiden – måske som friluftsvejleder, klatreinstruktør eller teambuilding-manager.
Selv hvis du vælger en helt anden retning, er samarbejds- og planlægningsevner, mod, psykisk robusthed og et nært forhold til naturen alle gaver, der kommer dig til gavn i livet, og som vil forme din livsstil og dit værdisæt.

Klar på at vide mere?

Gør dig klar på fællesskab og oplevelser, du aldrig glemmer. Læs mere om BGE’s Outdoor-linje her, og book en rundvisning, hvis du er nysgerrig på at vide mere.